fbpx
lizbeth margerum fotograf, bryllupsfotograf, expat in denmark, familiefotograf, familiefotografi, brylllupsfotografi, personlige branding, branding fotografi

Jeg vidste, at jeg elskede fotografering, første gang jeg fik fat i et kamera. Jeg var 7 år gammel og fik et kamera i fødselsdagsgave. Jeg kan ikke huske hvad det var, bortset fra at det var designet til børn. Men selv som barn følte jeg at kameraet var magi i mine hænder, og at det var et redskab til selvudfoldelse.

Siden da har jeg bygget et liv på at fortælle andre folks historier. Men da jeg er rigtig god til at fortælle historier i billeder, er jeg mindre god til at omdanne dem til ord og udtrykke dem i skriftlig form. Under denne tvungne nedlukning fik jeg lyst til jeg at skrive, lidt om hvorfor jeg gør, hvad jeg gør.

Jeg elsker at fortælle historier, fordi de er vores fælles historie. Dette er en gave. En slags supermagt, der har evnen til at hjælpe os med at rejse gennem tiden. En følelse, en dag eller et øjeblik i tiden bevares for evigt gennem et fotografi, som vi kan få adgang til når som helst i fremtiden.

Hver virksomhedsejer skal forstå deres hvorfor. Hvorfor gør du det, du gør? Hvad er du passioneret omkring? I det seneste, (hovedsagelig på grund af denne lockdown,) har jeg arbejdet med at forfine mit `hvorfor` og mit budskab. Jeg tjekker ind igen med mig selv, min mission og mit brand for at se, om noget kan forbedres eller udvides. Jeg fandt ud af noget, som jeg ikke før har sat ord på.

En gang arbejdede jeg på et plejehjem.

Efter min mening er de fleste plejehjem deprimerende. Her bor mennesker i slutningen af ​​livet, mange uden evnen til at tale, huske eller endda komme ud af sengen. Man ser disse skrøbelige mennesker væltet i kørestole og stirrer på intet særligt.  De er ensomme, og jeg spekulerer på, om deres familier har glemt dem.

Sådan et sted boede min farmor og farfar.  Jeg besøgte, når jeg kunne, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig skyldig, det ikke var oftere. Deres liv blev reduceret til en halvtom kommode, en seng og lidt tøj hængt på metalbøjler.

Jeg så min farmor og farfar, engang så stærke og levende, syne langsomt hen. Den eneste gnist af livet kom fra deres fotos på væggen. Minderne om, hvem de var, hvordan de har levet, og familien, der lever videre nu.

Det kan være svært at se menneskeheden hos en person, der er bundet til deres seng. Deres hud udstrakt over fremspringende knogler, får dem til at fremstå som et skelet.  De er ikke i stand til at kommunikere, og de sover hele dagen. Men når jeg ser deres liv bevaret i 80+ års billeder, der hænger på væggene, kan jeg straks se i sort, hvid og farve, hvem de var. Deres liv bliver pludselig tydeligt og betydningsfuld, fordi det er en historie. Man kan se deres livs cirkel, begyndelsen, de betydningsfulde minder og alt imellem.

“Historier skaber samfund, sætter os i stand til at se gennem andre menneskers øjne og åbner os for andres påstande.”

– Peter Forbes

Her ved livets afslutning, forbliver deres historier vist på fotografier. Disse historier udløser anerkendelse hos seeren. De fremkalder følelser i os alle, hvor vi kan se gennem et andet menneskes øjne, og det er her, vi kan finde menneskeheden i os selv.

Dette er så stærkt for mig. Jeg får et par til at fortælle historien om, hvordan deres liv sammen startede. Jeg får lov til at fortælle historien om en ny baby eller en impulsiv treårig. Når jeg tænker på, hvordan jeg bidrager til historien om alle mine klienter, er det sådan en enorm ære. Det er her, jeg finder mening. Og det er derfor, jeg gør hvad jeg gør.

forlovelse session San Fransisco
Børn fotograf Roskilde Fjord

Post a Comment

m

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Fusce neque purus, eleifend vel sollicitudin ut.

Instagram

@ My_wedding_day

Follow Us

Solene@qodeinteractive.com